Efter en lang karriere valgte 61-årige Lars Stentebjerg at benytte sig af sit efterlønsbevis. Lang tids sygdom havde taget for meget på kræfterne. Men i dag overvejer han, hvordan han kan bruge sin tid fornuftigt med deltidsarbejde eller som frivillig.
Lars Stentebjerg er vant til den svage summen i caféens lyse lokaler. Han kommer her tit for at drikke en kop kaffe, mens han læser dagens aviser.
”Jeg er kommet her, siden stedet åbnede. Det er blevet en slags stamcafé for mig og min familie,” siger han.
Ikke tænkt på efterløn
Ofte mødes han med sin kone Bente og de to døtre over en kop kaffe her i centrum af Esbjerg. I dag har han tiden til det, efter han gik på efterløn i oktober 2015.
Efter knap seks år i offshore branchen mistede han sit arbejde i en de fyringsrunder, der fulgte i hælene på de faldende oliepriser.
”Min daværende chef syntes, at jeg skulle gå på efterløn. Jeg har haft kræft, et par blodpropper og en dårlig ryg. Da han sagde det, tænkte jeg: ’Hvad bilder han sig ind? Det skal han ikke blande sig i.’ Jeg havde da et efterlønsbevis i min e-boks. Og der lå det godt. Efterløn var slet ikke noget, jeg havde tænkt over,” fortæller Lars Stentebjerg.
I stedet gik han sporstregs i gang med at finde sig et andet arbejde. Og han blev tilbudt to forskellige stillinger, som han kunne vælge imellem.
”Men inden jeg skulle begynde på mit nye arbejde, gik jeg hjemme i to måneder med ferie og en fritstilling. Og jeg kunne mærke, at jeg havde godt af det rent fysisk,” siger Lars Stentebjerg.
Og efter knap fire uger på sit nye arbejde, måtte han erkende: Det gik bare ikke.
En ny beslutning
Lige efter han var blevet opsagt, havde han haft fat i FTF-A for at få styr på det med efterløn og få hjælp til at skrive jobansøgninger. Efter samtalerne havde han indset, at det for ham ville være det mest fordelagtige at arbejde mindst et år mere for at komme på den højeste sats. Og det havde været hans plan at arbejde i hvert fald et år mere.
”Men man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg havde haft tiden til at reflektere lidt over tingene. Jeg var kommet frem til, at jeg havde tilbragt nok af mit liv med at passe mit job uden egentligt at tænke over, at jeg også skulle passe på mit helbred,” siger Lars Stentebjerg.
Så efter en lang nat, hvor han ikke kunne sove, vidste han, hvad der måtte gøres. Næste morgen gik han ind til sin nye chef, og undskyldte, at han efter 26 dage måtte sige op. Det var en fejltagelse.
”Bagefter tog jeg hjem og ringede til FTF-A. De fik lavet en lynaftale med en af deres konsulenter, som jeg mødtes med i Kolding. De var professionelle. Og det var guld værd,” siger Lars Stentebjerg.
FTF-A 