Stine bygger webshops

Selv om hun begyndte sit arbejdsliv med en landbrugsuddannelse, arbejder Stine Nielsen i dag med at bygge webshops for en lang række forskellige kunder. Men det har ikke været helt let. Stine Nielsen har prøvet tre fyringsrunder, hvor hun har oplevet FTF-A som en god støtte.

Stine-Nielsen-PREVIEW-BP8Q3000-by-Kim-Vadsk+ªr-compressor
Gennem det meste af sin karriere i IT-branchen har Stine Nielsen haft ansvaret for at udvikle nye programmer og designe databaser. Foto: Kim Vadskær

Stine Nielsen har været igennem hele tre fyringsrunder. Og selv om hun – lige som så mange andre – bliver ked af det, tager hun det ikke personligt. Alle tre gange har det ikke haft noget med hende at gøre. Og ikke mindst er hun sjældent gået ledig i mere end en måned, før hun var i fuld gang med noget nyt.
Og hver gang har det givet hende nye muligheder og oplevelser. Som første gang hvor hun som landbrugstekniker blev fyret fra Svineavlskontoret i nordjyske Fjerritslev.
”Jeg havde længe haft lyst til at arbejde med edb, så jeg læste til datamatiker,” siger Stine Nielsen.

Ny dag, hver dag

Efter uddannelsen endte hun af omveje i den finansielle sektor, hvor hun arbejdede i sammenlagt 19 år. Og hun er ikke i tvivl om, hvorfor hun har holdt ved IT-branchen i så mange år, hvor hun også har oplevet et par fyringsrunder.

Stine-Nielsen-PREVIEW-027X0784-by-Kim-Vadsk+ªr-compressor
Stine Nielsen har været igennem hele tre fyringsrunder. Og selv om hun – lige som så mange andre – bliver ked af det, tager hun det ikke personligt. Foto: Kim Vadskær

”Jeg savner ikke landbruget. Der har man jo ingen penge at gøre med mere. Her er det en ny dag hver dag. Der er aldrig noget, som er helt ens,” siger Stine Nielsen.
Gennem det meste af sin karriere i IT-branchen har hun haft ansvaret for at udvikle nye programmer og designe databaser. Og som ansat i IT-virksomheden MCB bygger Stine Nielsen webshops, der handler med alt fra campingudstyr til modetøj.
”Hver webshop skal designes specielt til varerne med den rigtige integration ind til økonomi- og lagersystemer. Det sidste er sjovt, fordi her er det kunderne, som skal levere de nødvendige data. Og det er jo ikke altid, at de taler det samme sprog som os IT-nørder. Det er en helt ny verden at komme ind i,” siger hun.

Gode til at vejlede

Springet fra den finansielle sektors IT-systemer til e-handel, har ikke taget lang tid. Hun blev fyret i marts, og den 1. maj samme år var hun ansat i en ny stilling hos MCB.
”Men FTF-A er god at have i baghånden. Deres rådgivere er dygtige til at vejlede. De er gode til at fremhæve de rigtige kompetencer, man egentlig ikke var klar over, man havde. Jeg har også fået god hjælp til at se fremad og nye muligheder,” siger Stine Nielsen.
Sidst fik hun til jobsamtalen med MCB hjælp på FTF-As kontor i Aalborg til at håndtere denne på en god måde. Og resultatet var sagt på godt nordjysk ”ikke helt skidt”: hun kom godt videre i arbejdslivet.